Adjunkt Bergur Djurhuus Hansen på Fróðskaparsetur Føroya, Färöarnas universitet, skriver om arbetet för Nordiska Rådet Litteraturpriskommitté och den färöiske författaren Kristian Osvald Viderø.
Dette er mit tredje besøg i Stockholm. Jeg var her første gang i 2008 som medlem af bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Litteraturpris. Vi holdt vores møder i Rigsdagsbygningen. Pga. vores mødeaktivitet så vi kun Stockholm tidligt om morgenen og om aftenen.
Mit andet besøg var i 2009. På vegne af bedømmelseskomitéen overrakte jeg den norske forfatter Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbanner tidens elv. Det skete ved et stort arrangement i Kulturhuset på Sergels Torg.
Nu er jeg så her for tredje gang, og årsagen har igen noget med litteratur at gøre. Jeg arbejder med en afhandling om den færøske forfatter og oversætter K.O. Viderø, og i den forbindelse følger jeg seminarer på Stockholms Universitet, bl.a. om den europæiske litteraturs gamle klassikere (som Viderø var inspireret af). Det særlige ved litteraturstudiet ved Stockholms Universitet er, at det er adskilt fra sprogforskningen og er tæt forbundet med forskningen i idéhistorie, og derudover udbydes der mange interessante seminarer på doktorandniveau, som jeg kan bruge i min forskning.
Viderø havde ingen tilknytning til Sverige, selv om han var i Sverige i sine unge dage i 1920’erne og bl.a. vandrede gennem Halland til Norge. I det hele taget havde Viderø svært ved at knytte sig til noget sted i verden overhovedet, og det er bl.a. det, som gør ham spændende som forfatter.
Præsten Kristian Osvald Viderø
Kristian Osvald Viderø (1906-1991) blev født i den lille bygd Skálavík på øen Sandoy på Færøerne. Han rejste som ung til Danmark og tog i 1941 teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet.
På Færøerne er han sær kendt for to ting
- han oversatte en stor del af det gamle testamente til færøsk, og dermed kunne den første færøske bibeloversættelse fra originalsprogene udgives i 1961 og
- han rejste stort set hele sit liv. Han havde i perioder svært ved at passe sin præstegerning, fordi rejselysten var så stor. I 1957 udgav han rejsebogen Ferð mín til Jorsala (Min rejse til Jerusalem).
Da Viderø blev pensioneret i 1977 gjorde han klart for venner og pårørende, at han nu rejste for aldrig at vende tilbage. Frem til sin død i 1991 rejste han over en stor del af Mellemøsten og Asien. På disse sidste rejser sendte han manuskripter hjem til en nevø på Færøerne, og de blev udgivet i perioden 1990-1997. I alt foreligger der i dag 7 bind med rejseberetninger, digte og essays.
I min afhandling gøres Viderøs rejseberetninger for første gang til genstand for en sammenhængende videnskabelig undersøgelse. Et centralt tema er den følelse af uro og hjemløshed, som rejseberetningerne vidner om. Viderø opholdt sig sjældent særligt længe samme sted. Han havde det tilsyneladende bedst, når han rejste.
Udover de mange rejseberetninger skrev Viderø lokalhistoriske beretninger fra alle de færøske bygder. Disse beretninger er mindst lige så populære som rejseberetningerne, og de læses flittigt på Færøerne.
Viderø døde på Bispebjerg Hospital i København.
